lørdag 14 juli - På cykeltur

Gå til indhold
Lørdag 14. juli


Lone, Camping – Viking Camping         Dagens tal ca. 300 km

Tidligt i bad. Og morgenmad uden juice. Karin kommer slukøret tilbage. Butikkerne åbner lørdage først kl. 8, så vi må nøjes med kaffe og vand og selvfølgelig HaPå på.
Teltet tømmes og pakkes sammen, lokumsspanden tømmes, det er godt nok ulækkert, når de andre tømmer lokum og ikke gør rent efter sig – citat Karin.
Vi kører ad 580 og derefter på E16, selv om ”Magda” ikke vil tillade os at køre den vej mod Birkelo, men foreslår hårdnakket E39. Men vi insisterer og trods et fejlsving lykkes det at få hende med på vores planer. Tissepause sammen med 2 busser fulde af japanere, men heldigvis kom vi næsten først i køen. Vejret er nu perfekt med høj sol og blå himmel efter en morgen med meget tæt tåge over bjergtinderne og total overskyet, så morgenmaden blev indtaget inde i teltet.
Vi skifter fra E16 til Hovedvej 13 og bliver sendt direkte op i fjeldet. Først stiger det ikke, men efter nogle km. kommer et imponerende sæt hårnåle, sammen med et vandfald, som bestiges. Så er vi oppe i fjeldet med sneklatter omkring os. Et sted er en flok tyskere stået ud af bilerne for at bevæge sig ind i sneen. Vi gør et par stop inden toppen for at nyde udsigt og tage billeder. På vej ned ser vi en enkelt stavkirke, passerer flere plantager med frugt bl.a. hindbær. Nede ved vandet finder vi en tank og kører derefter langs en af sidefjordene til Sognefjord. Vi når til stedet hvor den enorme fjord skal passeres med færge. Intet problem og dejligt med lidt kølig fjordluft.
Klokken er efterhånden blevet halv 2, så det bliver tid for frokost. En fjordkro findes og her spiser vi en god biffburger med pommes, siddende helt ud over vandet på en udvendig tagterrasse. Lidt indkøb i COOP – pålæg til aftensmaden, brød til søndag (hvor mange butikker er lukkede) og 1 øl. Herefter kører vi videre mod Birkelo og camping. Vi nærmer os et af dagens højdepunkter – Josteddalsbreen. Men først en lille rasteplads med billeder og plakater om området.
Endelig kommer vi til Fjærland også et stednavn ”Magda” ikke vil vise os. Vi har valgt at droppe Urnes stavkirke samt bøgerne i Fjærland. Men Bremuseet i samme by skal vi se. Vi er der lige kl. 16 og heldigvis har de i sommermånederne åbent dagligt til kl. 19, så vi får lov til at komme ind og få endnu en oplevelse sammen med tusindvis af japanere, der har indtaget museet i deres estiske busser! Først ser vi en 18 min. Lang film om alle gletcherne der indgår i Josteddals gletcheren. Derefter går vi rundt og studerer bl.a. isbjørne og mammutter, men det er svært med alle japanerne omkring os. En lille tur gennem et hul og under gletcheren er ikke imponerende, dog undtaget et sted, hvor vi går i et meget blødt materiale og føler isen forsvinder under os. Ud igen, ikke købe kedelige souvenirs, men uden for lykkes det få nogle gode billeder på afstand af de 2 gletchertunger – Bøyabreen og Supphellebreen. Det var så det, tænkte vi. Men nej, det lykkes os at komme helt tæt på Bøyabreen. Vi står lige op af den og får taget fantastiske billeder (selfies) med breen som baggrund. Ikke et øje tørt.
Herefter køres direkte under breen og om på den anden side gennem en af dagens i tusindvis af tunneller. Heldigvis for dem, så spares en masse km og hårnålesving på turistens veje. Stille og roligt de sidste km mod Birkelo, vi drejer ind og går mod receptionen for at få lov til at stille telt op. MEN en country festival har fyldt campingpladsen med cowboys, så vi bliver sendt videre. Vi sætter kursen mod Geiranger, da det er blandt morgendagens mål. Vi bliver straks sendt op i fjeldet og får at vide, at ankomsten til Geiranger er ca. kl. 20. Karin er ved at gå ud af sit gode skind. Vi er sent fremme, det er farligt over fjeldet så sent på dagen. Men vi har ikke rigtig nogle alternativer, så vi fortsætter. Slalom forbi adskillige får, der har valgt fjeldvejene som natlogi, græsningsareal eller bare stedet hvor et sådant dyr nu skal vade, når vi skal forbi. Heldigvis skal vi ikke helt til Geiranger for efter få km kommer Viking Kro & Camping og den unge yndige pige fortæller at de både har plads og strøm til os, blot vi har det rigtige stik. Campingpas er hun lige glad med. Hun får navn, telefonnummer, nationalitet og penge, så kan vi slå teltet op for natten.
Teltet sættes op og vi sidder med udsigt over søen og deler 1 kold øl med lidt chips til inden den rigtige omgang brød med fårekød til. Nej, vi har ikke kørt noget får ihjel, men købt et stykke røget Fenalår.
Tak for en dejlig og oplevelsesrig dag over fjeld og fjorde.
På cykeltur og andre ture
Copyright Rams5-Design
Tilbage til indhold