søndag 15 juli - På cykeltur

Gå til indhold
Søndag 15. juli


Viking Camping – Molde via Ålesund  Dagens km 300

Vågner med udsigt til den lille vig på den dejlige lille campingplads. Godt stort baderum med sauna og efterfølgende morgenmad uden for teltet. Ikke mange på pladsen enkelte på motorcykel og en del i hytter.
Der pakkes sammen, det lykkes ikke at finde aftømningsmulighed for vores toilet, så Karin tømmer det i et toilet og vi er klar til at pakke telt og alt det andet sammen.
Herefter går turen mod Geiranger, byen i bunden af den måske kendteste fjord og de voldsomste stigninger. Turen dertil går via Stryn. Først finder vi Jostedalsbreen Nasjonalparksenter – det center vi ikke regnede med at passere, men pludselig lå det lige foran os. Det blev ikke til entre, men til gengæld lidt souvenirs til børnebørnene. Efter Stryn vælger vi den gamle Strynefjellvegen, der går over fjeldet og viser højlandet fornemt frem. Turen op giver os de første rigtige hårnålesving, og der kommer rigtig mange flere i løbet af dagen. Turen over fjeldet i 1150 moh bød på mange seværdigheder. Får på vejen, meget smalle veje, vanvittige norske chauffører, der overhaler og drøner på smalle grusveje med bratte kanter og en natur fyldt med råhed og barske forhold. Vi gør flere stop undervejs, bl.a. finder vi ud af at tage selfies med det store kamera (forsinkelse). Vi kommer til den nye vej og spiser en frokost på Grotli Højfjeldshotel. Her får vi en dejlig buffet bestående af fiskedeller m. kål og frikadeller med brun sovs og kartofler (vores første kartofler i Norge, hvis vi ser bort fra de franske). Til dessert kaffe og karamelbudding og æblekage (dessert symfoni – Karins opfindelse). Mætte og godt tilpasse går turen nu det sidste stykke mod den berømte fjordby. Først ned mod byen af Trollstigen, lige bag en bus, så det går nemt og smertefrit. En fantastisk udsigt ned undervejs til fjorden og modsatte fjeldside, hvor Ørnevegen venter os. Nede i byen træder vi lige ind i enhver turists mareridt. Et mylder af ligesindede, så det handler kun om at komme hurtigst muligt ind i bilen og væk igen. Det gør vi så, og påstigningen gennem de mange hårnålesving begynder. Der er heldigvis ikke så meget trafik, så det glider let fremad i de lave gear. Vi gør holdt midtvejs og får taget et par billeder og på toppen, her sammen med igen en masse andre og får taget de obligatoriske billeder. Videre fremad, nu med Ålesund i kikkerten, kun afbrudt af et par toilet besøg. Vi kommer til Ålesund Camping og bliver tilbudt elendige muligheder, så det blev et meget kort besøg i byen mod Atlanterhavet. Vi tænker et par tanker og ender med at beslutte, at turen nu går til Molde. Det kræver en sidste færgeoverfart denne dag, men den kan kombineres med aftensmad – kartoffelmos og en baconpølse, der hurtigt sætter sig i Bjarnes hals. Vi kommer over og finder hurtigt en campingplads. En ung pige byder os velkommen og siger at der skal være plads og at vi kan finde en plads for så at vende tilbage. Pladsen er meget fyldt, stadig problemet med manglende nummersystem, så mange smider blot Bobilen eller campingvognen tilfældige steder. Vi finder en god plads klemt inde mellem campere, telte og hytter. Men for kun en nat er det ok. Vi vælger kun at tage det vigtigste ud af bilen og springer derfor badet over mandag morgen, så kufferten kan blive i bilen. Aftensmaden har vi fået, så det bliver kun til slik og derefter en tur rundt på pladsen og ned forbi stranden.
God nat                         
På cykeltur og andre ture
Copyright Rams5-Design
Tilbage til indhold