Gå til indhold

Lørdag 25 nov - På cykeltur

Spring menu
Lørdag 25. november
op mod det kolde nord og sne


Vækkeuret vækker os som vanligt med Beyoncé. Hurtigt i bad og varme rundstykkerne, der er indkøbt i går. De gode oste, marmelade og Nutella, nu er det snart slut.
Lejligheden tømmes og vi forlader Bad Neuenahr- Ahrweiler kvart i 8. Vi finder hurtigt motorvejen og kører nordpå i let regn. Vi vælger turen over Bremen hjem, den er en anelse kortere og måske ikke så mange vejarbejder. Det bliver en nem tur hele vejen. Kun få vejarbejder, en enkelt kø, men i øvrigt ikke meget lørdagstrafik på vejene. Et par små stop og vi når HH ved 1-tiden, igennem Elbtunellen uden problemer. Frem mod Flensburg er der totalt spærret, så vi bliver tvunget til at forlade motorvejen. Vi følger først kort med Kiel, men drejer fra ved første mulighed, finder tilbage til A7 via GPS ad småveje.
I Flensburg gør vi holdt ved Citti for at købe ind til julechokolader. Vi er også blevet sultne, så for kun 2. gang spiser vi ude også denne gang i Citti og igen den dejlige fiskerestaurant. Fiskeretten ledsages igen af en frisk Grauburgunder fra Kaiserstuhl. Trocken naturligvis. Da vi kommer ud af Citti er det ved at være mørkt, så vi forlader Tyskland i skumringen og kører op gennem Danmark. Efter Horsens på de små veje ligger sne, så vinteren er tydeligvis på vej. Der har også været saltbiler flere gange på motorvejen i Danmark.
Vi kommer til færgen i god tid og venter nu kun på at komme hjem. En kop kaffe på færgen til den halve marcipansnegl, vi har gemt fra fredag. Smager godt her lige inden vi er hjemme igen.
En dejlig uge 47 er afsluttet. Skønt at holde ferie her sidst i november. Vejret har været fint, årstiden taget i betragtning og vi gør det sikkert igen, igen, …
På cykeltur og andre ture
Copyright Rams5-Design
Tilbage til indhold