Tirsdag 1. august
Så er ferien i Rüdesheim ved at lakke mod enden. Vi spiser noget af det
gamle brød, vi har på lager. Vi er blevet vækket kl. 6.00 og efter et bad er
morgenmaden hurtigt overstået. Kuffert og diverse tasker pakkes, vi tjekker
lige om Prinsesse Issabella skal have farligt gods med kl. 22, idet vi så er
nødt til at have reserveret på forhånd, men det er ikke tilfældet, så vores
normale reservation står som vanligt. Bilen pakkes og opvaskemaskinen startes.
Vi går ovenpå og siger ”Auf Wiedersehen” og forlader byen lige lidt over 8.
Vi er noget spændte på, om turen hjem bliver ligeså gnidningsløs som den var
på vej ned. I radioen advares om en totalt blokeret motorvej, men heldigvis i
modsatte retning af vores. Men vi advares dog også om en halv times forsinkelse
mellem Hannover og Hamburg ved et vejarbejde, så det slipper vi nok ikke for.
Og ganske rigtigt, da vi når dertil er der ”stop and go” så det tager ca. 40
minutter at køre strækningen. Til gengæld glider vi lige gennem tunnelen under
Elben og vejarbejderne omkring Hamburg går også forholdsvis hurtigt. Alt i alt
således en rolig tur med et par stop for toilet og tankning. Vi får købt et nyt
Tysklandskort for nogle af vores ½ Euro tilgodehavender fra toiletterne, så
lidt godt får vi da retur. Vi beslutter os for kl. 22 færgen, så vi gør et
længere ophold i Citti, hvor vi efter indkøb spiser på vores efterhånden
velkendte fiskerestaurant fra Sylt. Det sidste stykke i Danmark med nedsat fart
og fra Vejle tager vi hovedvejen, for ikke at ankomme til Hov alt for tidligt.
Her er vi kl. 21.15, så ventetiden er udholdelig. Om bord på færgen får vi en
kop kaffe med et stykke kage. Vi stoppede ved en motorvejsrasteplads, men der
ville de have 25 kr. for en kop gammel kaffemaskinekaffe + hvad en evt. måtte
have kostet, så det trak vi os ud af igen.
Rolig færgeoverfart og vi er hjemme kl. lidt over elleve. En super dejlig
tur med en masse gode minder og ben, der bliver bedre og bedre til bakker.
Samlet km-tal – 2.858 og dagens – 904.