Torsdag - Lørdag
Oldemor på Samsø
Årets fødselsdagsgave til oldemor var en tur til Samsø – hentet og bragt og
med overnatning.
Vi rejste derfor tilbage til Randers City Camp torsdag aften, for derefter
at stå op tidlig fredag morgen, hente oldemor, køre til færgen, få lov til at
køre sidst om bord, fordi vi skulle holde ved elevatoren og derefter spise
morgenmad på færgen qua de medbragte rundstykker, kaffe m.m. Turen gik
forholdsvist roligt, dog skulle der lige en lille kamp til for at få et bord,
da vi var nogle af de sidste der kom op fra bilerne.
Hjem til et meget varmt hus, så vi sætter os i haven, Bjarne vasker en meget
støvet bil. Derefter frokosttærte med spinat og laks og oven på en rigtig
kaffe. Eftermiddagen går med at svede. Bjarne kigger tour’en, mens oldemor lige
tager en lur. ”Kun ½ time, ellers bliver jeg dum”, siger hun. Herefter ser
Bjarne videre, mens Karin og hendes mor kører en tur til den nye færgehavn i
Ballen og for at kigge på huset, hvor Bodil og Harry besøgte gamle venner på
Samsø på motorcykel. Karin fandt huset kort tid efter Bodils seneste besøg hos
os, men har ikke set huset. Så nu skulle det være.
Aftensmaden på grillen, en starter med pølse og derefter grillet mørbrad med
bønner svøbt i bacon, grillede kartofler og en grøn salat. Starter på
terrassen, men må flytte ind, da vi bliver besøgt af flere og flere hvepse.
Efter maden lige en tur ud og opdager, at vi har lækre og modne figner, så de
skal lige smages.
Vi sætter os i sofaen og kigger billeder fra turen til Norge – over 1000
billeder. Måske var rækkefølgen omvendt, da vi går ud for at se på måneformørkelse,
men kan ikke finde den. Måske den ikke kan ses med det blotte øje!
God nat ved 10-tiden.
Op igen ved 7/8-tiden. Seje og dyre rundstykker fra Ballen. Formiddagstur
til forsamlingshuset og en rundtur på Samsø. Jordterrasserne i Onsbjerg, Flyvepladsen
i Stauns, Havnetur i Langør og endelig en tur rundt om kæret i Nordby, før det
går sydover igen via Alstrup, Østerby, Torup og Tranebjerg. En dejlig tur rundt
siddende i en kølig bil og ikke en brandvarm stue.
Efter en frokostsandwich og en lille lur venter vi på at tage færgen kl.
15.45. Den er ca. 20 min. forsinket, men vi kører i god tid, da den er udsolgt.
Ventetid i varmen på havnen. Overfart, hvor oldemor giver is. Lækkert i varmen.
Det er ikke tilladt at grille på campingpladsen som først planlagt. Vi skal
derfor i stedet spise ”ude”. Det bliver på Cafeteria ved Hovedgård. Her får vi
en rigtig bøfsandwich med sovs, rødbeder og hele svineriet. Stor og
velsmagende, præcis efter Harrys hoved. Han mindes med glæde på denne store
dag. Oldemors lille ferie er ved at være slut for denne gang. Vi kører hende
hjem til Hadsten via Skanderborg og den gamle landevej fra Stilling til
Hadsten, forbi Nilles Kro, der atter er fyldt med gæster. Vi er i Hadsten ca.
19.30 og fortsætter derefter videre til vores egen campingplads. Skønt at være
her igen efter de mange skiftende pladser hen over sommeren.
God nat, i morgen er det søndag og Karins sidste feriedag. Vi bliver på
campingpladsen til sidst på dagen. Vi skal lige mødes med Jørgen og Annette for
at sige tak for i sommer og for malerarbejdet med de hvide stole og bord.