Mandag 7. juli
Vågner, endnu ingen regn på teltet. Vi står op, badet gemmes til i eftermiddag efter cykelturen. Vi har bestilt brød i kiosken, et hjemmebagt fra Bake Off, men det smager fint og er stadig varmt. Nutellaen ligger i Fladbro, så vi må nøjes med det sidste marmelade – det er vel også bedst for sundhedsapostlene. Morgenmad og efterfølgende opvask overståes hurtigt og vi begynder at pakke teltet sammen. Pludselig begynder regnen og Karin må haste med at få tasker og alt det løse ind i teltet, mens Bjarne ruller luftmadras og soveposer sammen – ØV. Alt bliver pakket og cyklerne klargøres i den lette regn og vi er klar til afgang lidt over 9. Med regnjakker på starter vi mod Grenaa, ”Først den ene vej og så den anden, Atju” og ad småveje syd ind i landet. I dag vil vi undgå den grusomme landevej. Det lykkes, men vent bare, det bliver endnu værre. En skrap bakke bliver dagens første opvågnen, den klares og kort før Stenvad finder vi den regionale cykelrute. Men AK, AK. Det er det værste vi nogensinde har oplevet, en grusvej fyldt med store, løse sten. Hvem har dog skabt dette – det fremmmer så absolut ikke lysten til at være cykelturist i Danmark, men det er måske også den skumle dagsorden hos kommunerne, regionerne og ikke mindst Danmarks Cyklist(fjendtlige) Forbund, der ikke vil sende cyklist kort til cykelfolket jf. Del 1 – Lolland. Vi kommer helskindet ud af skoven og kommer til krydset i Hytten. Her tager vi Gjerrildbanestien, men ”Først den ene vej ...”, igen men vi kommer på rette spor. En dejlig cykelvej uden de stejle bakker og gennem flot natur skiftende mellem åbent land og mindre skov og krat områder. Det bliver mørkt omkring os, så vi iklæder os atter regnjakker – de var taget af ved afgang fra Skovgårde Camping – regnen var kun mens vi pakkede sammen. Nu bliver der brug for dem, tænker vi. Det begynder at småregne – vi finder læ under et par høje træer/buske langs banestien, men det bliver ikke rigtigt til mere, så vi fortsætter hurtigt igen. Et kvarters tid fortsætter småregnen og vi finder endnu et læsted, et nyrenoveret sommerhus langs stien, med en overdækket terrasse, men ingen regn, så vi fortsætter endnu en gang. Sådan fortsætter vi ½ times tid, nærmest ingen regn, så kommer det stærkere og vi stiller os igen i ly under stiens træer. Nu regner det voldsomt, men heldigvis kun kort tid, så 5-10 min efter fortsætter vi og det var så det sidste regn denne mandag. Vi er nu ved Hemmed, hvor vi atter møder huse og biler. Sidste stykke mod Gjerrild går uden de store problemer, bare vi holder os fra den regionale cykelrute. Vi rammer Gjerrild og gør holdt ved den lille lokale købmand – her bliver det til et studenterbrød, yoghurt og en sodavand – vi trænger til energi, inden det sidste stykke til Fornæs. Fra Gjerrild og forbi Sostrup Slot suser vi mod Veggerslev og videre mod Voldby. Det lysner mod vest, og det står nu klart at vi er skånet for regn resten af dagen. Voldby kirke bruges som toilet – ikke lige selve kirken, men. Kort inden Sangstrup støder vi på en gård med stort salg af grønsager, vi provianterer kartofler, løg, blomkål og ærter, så vi har til aftensmad de næste par dage. Vi drøner de sidste par km ”med 100 i timen Derudá”, som Gasolin så smukt sang i starten af halvfjerdserne. Vi ankommer til Fornæs camping lidt over 1 og heldigvis har de kun middagslukket fra 12-1, så vi kan tjekke ind med det samme. En flink campingmutter tager imod, og vi bliver anvist en plads på det store teltområde, som vi har helt for os selv. Hun fortæller senere om det store nye udekøkken, hvor vi kan sidde overdækket og spise (hvilket vi gør både til aftensmadx2 og morgenmad). Den helt rigtige placering findes, lige bag svømmepølen med skrænt så vi kan sidde ned, men hende campingmutter giver os også lov til at låne bord og stole ved en af hytterne – sagde du flink eller hvad? Teltet op, så det kan tørre og i dag får vi en kold øl som fortjent – Karin en kæmpe Royal Classic og Bjarne ½ L Blå Thor, mums. Det er nu klaret totalt op, så vi finder vejen ind til pølen og tager en dukkert i det klorholdige vand – havet er nu at foretrække. Oppe igen vandrer vi mod bunden af pladsen det er langt ca. 500 m, der er ikke badestrand, så vi fristes ikke af endnu en tur i bølgerne, men går retur til teltet. Luftmadrassen pustes atter op, og det bliver til en lille morfar inden aften. Kiosken har ikke det store udvalg, det bliver til en frossen svinemørbrad, der skæres i skiver og steges. Alle remedier til aftensmaden bæres med til det store udekøkken, og vi tilbereder maden sammen med et glas rødvin – en rigtig god italiensk. Vi har den store terrasse for os selv, mens vi spiser. Dog bliver vi forstyrret af en kvinde, der støber stearinlys til forventningsfulde børn – det giver straks gode ideer, men måske mere herom senere. Et besøg i tv-stuen for lige at se lidt aftentur og skrive lidt i dagbogen, samt en kop kakao med ost og kiks. Tidligt til ro og fundere over livet som cykelturist. Det er efterhånden blevet til godt 300 km totalt i år på nuværende tidspunkt og formen er nu optimal. Musik i øret og på tur til drømmeland, næste dag bliver en rolig dag i og omkring Grenaa.
Dagens etape blev på 37 km.