Onsdag 9. juli
Sol fra morgenstunden og sydøstlig vind. Morgenmad ved teltet, oprydning og pakke tasker. Vi vil ikke sove i telt næste nat. Forlader Fornæs kvarter over ni og cykler med lastede cykler mod Grenaa, mit baghjul er noget belastet, men holder forhåbentlig. Gennem plantagen ved COK og ud ved Hessel. På cykelsti mod Ålsø, solen steger og vinden er direkte i ryggen. Vi drejer fra mod kirken i Ålsø, Bjarne kaster sig ind i skyggen og tanker vand/saftevand. Fortsætter mod Balle, nu bliver vi virkelig stegt i solen. God vej og god vind bringer os flyvende til Balle, finder vejen mod Munkholm Zoo – 3 km – grusvejen op mod gården, og Rasmus sidder i tårnet og spejder efter os. Et "hej, morfar" og cyklerne stilles i skygge. Vi gider ikke skifte tøj selvom det er pakket klart, men beholder cykeldresset på. Mere vand og skygge. Billetkøen overståes hurtigt og vi er inde hos Rasmus og alle de andre spændende dyr. Vi går en runde gennem den lille og hyggelige dyrepark. Kigger på alverdens dyr. Det der startede som en lille bondegård med danske husdyr som speciale har vokset sig stort til at tilbyde eksotiske dyr af alle arter fra hele verden. Benny fortæller senere, at på en god sommerdag holder bilerne parkeret helt ud til og på landevejen. Familien Danmark elsker at købe underholdning – husk underholdningen på cyklen er ganske gratis. Efter første runde finder Lena madkurven frem. Lækkert med kold sodavand og gode hjemmesmurte sandwich. I varmen er det vigtigste at få væske, men nu også godt med noget energi, når nu vores sodavand er sukkerfri. En rullepølse- og æggemad senere er skyggen ved at være forsvundet fra vores bord. Inden maden har vi i øvrigt mødt både en stor kæmpepython og en kæmpe edderkop på nærmeste hold. Rasmus og jeg rører dog kun ved slangen. Rasmus er nu mest optaget af den lille gris der fiser rundt blandt os, vi giver den forskellige navne, lige fra Piggy til Grisepjok (Emil fra Lønneberg). Anden runde gennem parken byder på mange hvil i skyggen for morfar, det er godt nok varmt i dag. I denne omgang besøges også fuglene og krybdyrene inde i stalden. Forinden har Rasmus' store oplevelse dog været et besøg hos et lille nyfødt gedekid, som han sidder hos og senere på nærmeste hold ser får mælk hos modergeden. En af de supergode oplevelser der er mulighed for i Munkholm. At komme tæt på og respektere de forskellige dyr med og uden unger. Mens morfar sidder i skyggen tages beslutning om at aflyse aftenens besøg hos Svend Åge. Det vil være alt for varmt og også farligt at skulle ud på de ca. 60 km's cykeltur. Solen vil bage med risiko for både skoldning og hedeslag til følge og det vil hverken Karin eller jeg udsættes for. Så vi aftaler med Lena at hun kører os med cykler til Fladbro. Ærgerligt for benene er virkelig lige nu parate til mange km. Vi får den største mulige is – en vaffel med kun chokois. ØV, siger jeg, i de trefarvede børneis skulle chokoen altid overståes, så jeg kunne nyde vanilje og jordbærene. Isen klares og køler dejligt. Vi slutter i butikken, mormor køber et par små gaver til Rasmus og Freja, der er hos sin far på Fyn i denne uge og derfor ikke med i Munkholm. Bagagen klemmes i bagagerummet og cyklerne hænges bagpå og så sætter vi os ellers ind og koger i bilen. Der bliver heldigvis hurtigt køligt, så vi begiver os til Fladbro via, Tirstrup og Drastrup. Lidt over 3 er vi på campingpladsen. Karin brygger kaffe, så vi kan smage de hjemmebagte muffins, som Rasmus har været med til at bage. Lena og Rasmus forlader os ca. 1 time senere og cykelferien er slut for denne gang. Bjarnes cykel får ny fælg i morgen torsdag. Det blev så ikke helt til så mange km, kun de ca. 25 fra Fornæs til Munkholm. Men et er sikkert, der kommer mange flere til.