Søndag 16. okt. – hjemmebag til kaffen
Vågner forholdsvis tidligt søndag morgen. En lidt hård seng, men sovet
udmærket. Vejret er ikke til gåtur efter rundstykker, så bilen startes. Efter
morgenmaden kører vi sydover for at finde Lahnquelle, som ligger i Rothaar
Gebirge, en bjergkæde her i det nordlige Mittel Gebirge. Navnet har ikke noget
med rødt hår at gøre, men noget med træerne der er blevet fjernet. Men af en,
der tidligere var rødhåret, er der nu tale om en vigtig bjergkæde med et flot
navn. Vi kører af bakkede og snoede veje mod stedet, hvor floden Lahn har sit
udspring. Den er vigtig, idet vi flere gange har boet i Lahnstein, stedet hvor
Lahn løber sammen med Rhinen. Vi finder noget der må være kilden, men det ser
noget kedeligt og grumset ud.
Hjemover gør vi holdt i Bad Laasphe, hvor det bliver til en lille gåtur. Vi
finder også med noget besvær toilettet i Königstrasse. Vi må omkring 2 gange
før det lykkes. Efter denne hyggelige by bliver vejret bedre og bedre. Vi
fortsætter til Battenberg og videre mod Frankenberg. Undervejs et lille ophold
med en fantastisk udsigt. I Frankenberg går vi en stejl tur op til en
udsigtsplatform. Det er dog vokset til efterhånden, så udsigten er ikke så
ideel, men vi får dog en fornemmelse for udsigten over by og land. Vi har
parkeret bilen ved det gamle og meget flotte rådhus.
Det er blevet eftermiddag, så vi triller tilbage mod Medebach, hvor vi gør
holdt ved bageren og køber Brötchen og Schwartzwalder Kirsch Schnitter. Som
nævnt ovenfor kom fruen forbi med hjemmebag, så de indkøbte kager får vente til
mandag. Eftermiddagskaffen/frokosten indtages på balkonen udenfor i t-shirt.
Det er virkelig en oplevelse her midt i oktober at kunne sidde ude og nyde både
kaffen og vejret uden at fryse. Det bliver også lige til en enkelt lille tysk
øl. En Weizen til Karin og en kellerbier til Bjarne. Dejlig ferie.
Aftensmaden tilberedes samtidig med flere fodboldkampe. Den bedste er kampen
hvor Liverpool slår Man. City 1-0 på Anfield. Hen over aftenen planlægges
mandagens tur rundt i landskabet. Det bliver noget med tårne og bjerge.