Søndag 6. juli
Vejrudsigten har gennem de seneste dage været noget truende, så vi har været i 7 sind om vi skulle cykle eller ej. En uge i regn gider vi ikke cykle gennem. Heldigvis meldes der op til 25 grader, så selv om det vil regne lidt bliver det ikke koldt at cykle, og dagsregnen ser det kun ud til at true med tirsdag. Derfor vælger vi på forhånd at tilbringe 2 dage i Grenaa – på Fornæs.
Cyklerne pakkes med det lille telt, luftmadras og fyldte cykeltasker, men kun det mest nødvendige er med. Vi starter ud i skyet vejr, Karin har fundet et godt Djurslandskort fra en lokal brochure. Planen er at køre over Assentoft, Uggelhuse, Allingåbro og Vivild mod Skovgårde. Karin er nærmest bange for Kristrup-bakken, men vi kommer helskindet op og cykler til Assentoft, hvor første hvil og vandpause indtages på Torvet overfor Brugsen – egentlig burde pladsen hedde Eldnas Plads til ære for min barndoms slikmutter, ikke at forveksle med hende fra Ørkenens Sønner. Vores Eldna var en rigtig hyggelig og god gammel kone, der var altid varme og søde sager hos hende og hendes søster Ragna. Blå himmel trænger sig nu på, så regnen er aflyst for i dag. Vi tanker vand på ved Kirken og leder efter et toilet ved kirken, men forgæves, et menighedshus er ikke tilgængeligt, men pænt. Ned over Volk Mølle og videre til Uggelhuse, desværre er mit baghjul skadet, det slår, måske er det sket ved Assentoft kirke og nedkørsel fra fortov, dog trak jeg cyklen ned, men med den tunge bagage kan det være sket. Vi cykler videre gennem Uggelhuse, nu i mere sol og blå himmel. Drejer skarpt til venstre mod Floes og videre til grund, her øges farten med god vind og vej. Over den trafikkerede landevej og til Allingåbro. Endnu en lille pause og gennem byen, nu ud på den trafikkerede landevej. Heldigvis med god rygvind, der gør at vi kan køre superstærkt. Spiser frokost på rasteplads lige udenfor Vivild. I Vivild handler vi i brugsen og får en venlig hilsen med på vejen af kassepigen. Solen skinner nu fra en blank blå himmel og sveden springer frem. Vi kører ad småveje parallelt med landevejen, møder næsten ingen trafik, og gør et større holdt ved Dysserne ved Tustrup og går en lille tur i området. Bliver enige om at vælge FDM campingpladsen ved Skovgårde, vi kan jo ligeså godt få rabatten med, selv om han forsøger at snyde os og selv må gøre ham opmærksom på rabatten. Ud på landevejen igen og så kører vi ind på pladsen. Vi bliver anvist en plads mellem to fastliggere. Ingen skygge og ingen bord-bænksæt, men vi skal kun være her 1 nat, så det går nok. Teltet slås op – det er rigtig hurtigt. Og heldigvis ligger campingpladsen lige ned til vandet, så vi iklæder os badetøj og springer i de kolde bølger. Det føles hurtigt dejligt varmt. En god sandbund og næsten ingen sten. Lækker nedkøling efter 48 varme km. Et let bad ovenpå og en tur rundt på pladsen. Indkøb til aftensmad og en tur i den meget varme tv-stue. Et nyt kort findes. Så nu har vi 2 til at supplere hinanden med. Her indtages feriens første is samt 2 store 60 cl. Cola Max'er. Isen er en nyhed – en lakrids magnum. Aftensmad ved køkkenet – en lidt kedelig kartoffelsalat med pølser, som skrevet kedeligt men vi spiser op. En lang cykeldag giver en naturlig sult. Aften rundt på pladsen, vi sætter os ved en bænk og drikker en kop kakao med kiks og ost, og går derefter i tv-stuen for at opdatere vejrudsigt og Tour de France. Luftmadrassen er pustet op, det går lettere for hver gang. Vi går til køjs med musik til ørerne.